Av Carl Nærup
Kringsjå 1907

Atter har vor landsmaalslitteratur lidt et stort, uerstatteligt tab. Rasmus Løland, forfatteren af de mesterlige barnefortællinger “Ungar”, “Paa sjølvstyr”, “Kor vart det av jola” og mange andre, er død. Hans bortgang er en ulykke som Per Sivles død for nogle aar siden. Det ligger nær at nævne disse to sammen. De fremtraadte begge – og ydede straks sine bedste ting – i slutten af ottiaarene.

Sivles “Sogor” om en guts mangehaande oplevelser i med-og modgang, om hans venner blandt dyr og mennesker, hans daglige færd og ufærd udkom samlet i 1887. Og aaret før havde Løland offentliggjort sin allerede nu klassiske fortelling: Litle Eirik og grisen. Som skribent naaede Løland vistnok ikke Sivles mesterlige kraft og knapphed, hans sprog eiede heller ikke det overbevisende dialektpræg som den andens. Men han havde ogsaa havt megen modgang og mange hindringer at kjæmpe med, før han naaede saa langt frem, at han kunde begynde at skrive bøger. Den sidste bog, som laa færdig fra hans haand, havde han kaldt “Paa skuggesida” – der havde han selv levet det meste af sit ikke altfor lange liv.

Rasmus Løland var født den 21de mai 1861 ved Hylsfjorden i Ryfylke. Hans ungdom gik hen med tungt slid for brødet. Det svære udearbeide – det var mest tømmerhugst – ødelagde hans helbred. En smertefuld hjertesygdom, hvortil kom tungsind og grublerier, tvang ham omsider til at søge sig lettere sysselsættelse, ved træskjæring og lignende. Omkring denne tid var det han begyndte at skrive. Paa amtsskolen var han gjennom Garborgs blad “Fedraheimen” blevet vakt til forstaaelse af landsmaalets betydning for de bondefødte forfattere, - og det var paa dette nye sprog, han nu prøvede sine kræfter. En liden fortælling, “Hans og Margrete”, som han fik trygt i et tidsskrift, skaffede ham anerkjendelse fra kyndigt hold. Og i begyndelse af i 1890-aarene, kom de tre smaa bind “Skuld”, “Paa sjølvstyr” og “Ungar”, i hvilke Løland fremtræder som den modne fortæller og menneskeskildrer.

En liten beretning som “Skuld” er i al sin enkelhed og fordringsløshed helt udmerket. Den gir et billede af en udfattig vestlandsk husmandsfamilies mangehaande sindsbevegelser i den angstens time, da de stakkars folk faar besøg af den mand, som eier dem med hud og haar. Et trist motiv behandlet med et stilfærdigt lune, der virker som et godt smil. Slige solstreif ind i mørket kunde man altig glæde sig over i Lølands billeder af livet.

I de følgende bøger “Ungar”, “Paa sjølvstyr”, “Smaagutar”, “Det store nashorne” og “Kvitebjørnen” har Løland givet os sit ypperste verk. Ingen opfunden skildring kan være enklere , mere oprigtig og overbevisende end disse ukunstlede fortællinger om smaa og store barn, som er udformede med saa stor og fin en kunst. Alt er holdt nær ind til den strengesete virkelighed, men denne er gjennemaandet af en skjær og tendre poesi. Løland kan skrive en spændende roman om saa lidet merkværdige hændelser, som at lille Erik forfølges af en gris, eller at vesle Nils har gaaet sig vild i skogen. Og han kan med ubevidst skarpblik og en helt religiøs sans for nuancen og de smaa overgange give et psykologisk detaljmaleri af, hvad en slig liden fyr gjennemgaar af oprivende sindsbevægelser, naar han har gjort noget galt: Skam, anger, trods, skadelyst og skadefryd, saa vi maa tænke paa russernes fantasifulde udredninger af alt det ubevidste og forsvindende smaa i sjælelivet.

Sin første store fortælling “Skattegravaren” udgav Løland i 1894. Den var ikke helt vellykket, -hans talent laa ikke for en mere omfattende, romanlignende komposition. Til gjengjæld var novellesamlingen “Emne” (1896) saa meget mere betydeloig. Det er mest de skibbrudne eksistensers saga, som her fortælles. Ufuldbaarne kunstnernaturer, som visner bort i en afstængt fjeldbygds øde ensformighed. Naturbørn med ømme nerver og fine, modtagelige sind, som bærer skjønhedsdrømme og underlige længsler i hjertet, men blir gaaende om som hjemløse, foragtede halvtomsinger blandt sine egne. Hvem ved, hvad de kunde drevet det til, den syge felespilleren eller den stakkars mislykkede digter, om de havde faaet et lidet glimt af forstaaelse ind over sin armodslige tilværelse?

Men de skulde ikke naa frem, og de er endt i mismod og graa haabløshed, “liksom graset veks ut i kvite bladlause tæger og broddar i staden for til straa og blom, naar det er stengt burte fraa soli”. Dog, der er ingen dulgt bitterhed i disse skjæbnehistorier. Disse udstødte og overflødige bøier sig under nødvendighedens lov.

Der er dog ikke bare billeder fra skyggesiden i denne bog. I “Mansemne” gir han fornøielige interiører fra nogle hjem, hvor barna spiller herrer, og i “Nervesliten” driver han løier med etpar syge udi egen indbildning.

Siden har Rasmus Løland utgivet flere novellesamlinger, blandt hvilke jeg nævner “Jordvend” – tittelfortællingen er et dysindigt, ypperlig fortalt eventyr - , “Hugtekne”, “Heime og ute”. Dessuten har han leveret nogle fortrinlige oversættelser.

Hans siste større fortælling er “Aasmund Aarak”, - den minder meget om de mørke skildringer i “Emne”. Det er sygehistore, en langt udspunden beretning om et trist, forfeilet liv. Størst værdi har den ved sin enkle, høitidsfuldt - monotone stil og de skjønne landskabsbilleder. I Aasmund Aaraks digt har Løland skrevet sin svanesang:

Her vil eg liggja i denne urd, som saa fagert mot soli snur. Her vil eg faa meg mi siste kraa under folnande lauv og straa, under mosegrodd eikegrein, djupt i urdi innunder stein. Og so sidan fraa vaar til vaar veksa uppat, naar soli skin, veksa uppat i tre og grein, lauv og mose og straa paa stein, veksa uppat i blomen fin...