Dei siste åra Rasmus levde, budde han på Labråten i Asker, tett ved Hulda og Arne Garborg. Frå dagboka til Hulda Garborg, som er frå perioden 1903 – 1914, har me henta utdrag frå siste halvdel av 1907. (Hulda Garborg. Dagbok 1903 – 1914. Av Rolv Thesen. Nasjonalbiblioteket NB Digital)

14.5
Fuldstændig sommer. Frugttrærne begynder å springe ud. Hverken doktoren eller nogen anden kan få Løland til å tro på at han er bedre. Jeg er hans sekretær om dagen, og han dikterer standhaftigt: Jeg er fremdeles hårdt syg og sengeliggende. Men han er bedre, om han selvsagt er meget svag....

5.6
Løland er nu næsten helt oven senge. Jeg har været hans sekretær i denne tid, og vi har snakket meget om hans ungdom og al hans sygdom og modgang den første tid han forsøgte å skrive. Han har ikke havt det let, stakkar. Hans bror, rigsmålsmanden, amtsskolebestyreren, har været her tre gange. Ellers har ikke mange set til ham.

12.6
Fulgte igår Løland til Grorud sanatorium. Han havde ikke megen lyst til å reise, stakkar. Og her er også så vakkert nu. Tuften har snart lagt hver tomme jord under havekultur her.

St. Hans aften
Garborg reiste igåraftes til Jæderen med ”Kong Olav ” fra Vippetangen kl. 8. Løland telegraferte efter mig igår form., og da jeg trodde han var blit rigtig syg, reiste jeg strax, skjønt jeg vilde været hjemme og fulgt G. ind om aftenen. Da jeg kom, var han i skogen og så godt ud; men han havde været dårlig, hjerteklap og åndenød, og vilde absolut hjem igjen strax. Mente der var for megen træk deroppe, og desuden vantrivedes han så rent. Stellet var godt og menneskene snille, men ingen som han kunde snakke videre med og i dårligt veir altid alene på værelset. Altså kommer han såsnart en pige kan skaffes.

16.8
Igår deiligt solveir, men inat og idag atter silregn. Haven står frodig. Lidet af æbler og pærer men dog nok til eget brug. Grønsagerne udmærkede. Spiste igår nye poteter, sukkerærter, næper, gulerødder, moreller og bringebær til middag – avec lidt spegemad. Deiligt. Vi bare ønskede, at Garborg havde været her.
Løland ser skral ud. Han har ligesom opgivet alt siden Laache ”dømde han av med livet”. Er det klogt af læger å sige en patient sligt undtagen han selv forlanger det? Jeg trøster ham med at jeg kjender 3 mennesker som blev avdømt med livet for 30 år siden, men endnu er fuldt arbeidsdygtige.

24.9
(...)
Med Løland går der nedover. Prof. Seippel var her igåraftes. Han havde den ide, at man skulde prøve å sende Løland med et dampskib til Syden. Stakkars Løland! Han måtte nok sendes pr jernbane i sygevogn og med sygepasser, om han skulde sendes, og enda er det vel uvist om han tålte reisen. De forandrede livsforhold, de dårlige hus og den nye mad, dernede tålte han vist ialefald ikke. Det er jo ikke bare lungerne, men hjertet og maven også som er ødelagt. Alt dette sa jeg Seippel; men han talte alligevel med dr. Næss om sin plan, da denne senere kom op til L. Næss sa ganske det samme som jeg.

13.10 Trondhjem
Telegram fra Garborg at Løland døde igår. Stakkars Løland. En ensom sjæl var han og grundig snydt for livet på al vis. Godt at han nu har fåt hvile. Men rart og vedmodigt er det for os.

21.10
Lølands begravelse var rigtig vakker, siger G. Så mange blomster, at man ikke kom til å tænke på den ”ensomme digter”, og der blev holdt flere gode taler, alle på norsk. Støylen forrettet. Bare norske sange. ”Jeg undres endnu over,” siger G, ”at ikke murene i det rettroende Asker kapel ramlet.”

21.11
Idag har det sneet for første gang; men det er endnu mildt, så den blir ikke liggende. Det blir bare mere søle.
Gudrun som våget hos Løland den næst siste nat han levet, fortæller, at han enkelte øieblikke var lidt uklar; men ellers ganske som før. Spurgte om pigen havde mat til næste dag o.s.v. Strax efterat hun var kommet om kvælden bad han hende ta væk al den gjæstebudsmaden, som stod på bordet. Men da hun sa, at der ingen mad stod på bordet, sa han: ”Å nei; jeg drømte nok bare.”

Stakkars Løland; han drømte om mangt som han aldrig havde i livet. Om natten sa han engang: ”Når lungerne er opslidt, kan jeg vel bruge gummislanger.” Han lå nok og stred med livslysten trods sin ro. Han spurgte efter mig hver dag; men det brev jeg skrev fra Trondhjem, hvor jeg bad ham telegrafere, hvis han syntes det var nogen hygge eller hjælp i at jeg kom igjen, fik han dagen efter han var død.
Jeg var igår oppe i hans hus. Hængte ind hans tøi, som har hængt ude hele tiden her, og lukket de vinduer jeg kunde få igjen. Hans brevskap stod åbent. Der lå alle hans breve sirlig ordnet; indlagt i nye konvolutter og skrevet udenpå. Den første pakke jeg så, var mine egne. Der ligger også en hel del manuskripter. Men dagbøgerne er vist i en kiste som han lod bringe over til Otto Valstad med den besked, at indholdet skulde brændes når han døde. Det er synd, hvis det virkelig er dagbøgerne, for der er uden tvil mangt og meget af interesse. Men når det er hans vilje, synes jeg det må ske alligevel. Jeg undersøgte heller ikke brevskapet, (Jeg låste og tog nøglen med mig), bare løftet på de øverste pakker; måske og forhåbentlig er dagbøgerne der. Hans manuskript er kommet tilbage fra Cammermeyer og skal nu ud på Det norske samlag.

23.11
(...)
Idag begynder G. igjen på den ved foredraget afbrudte Løland-biografi.
Når jeg går omkring oppe i Lølands hus og have, og ser hvordan han har stelt og endelig bygget sig den rede han hele livet savnet, synes jeg det er så altfor sårt og bittert å tænke på hans død. Nu kunde han levet et menneskeligt liv, og nu ville han gjerne levet.

Går her og tænker på Løland, synes jeg ser ham overalt, forfrossen og lut med store votter og frak og sokker midt på sommeren.
Må tænke på hvad præsten Devold sa den dag vi spiste middag hos Seips sammen. Vi talte om Løland, og Devold sa det måtte være trist å dø, når man ikke trodde på nogen forsættelse. Jeg sa, at Løland tænkte med ro på døden, for ”livet havde været så ondt.” – ”Hvad tror De Vorherre siger, når denne manden kommer og banker på?” – ”Det ved vel præsten bedre,” sa jeg. ” Ja”, sa han, ”jeg tænker han siger som så jeg: Hvorfor gik du nu derudenfor og frøs så længe da; gå nu ind i storstuen og varm dig.”

Det synes jeg var pent sagt af præst om en fritænker.
(...)